Skip directly to content

Index Danmark giver dig nem og brugbar viden om din målgruppe

Index Danmark giver dig nem og brugbar viden om din målgruppe

Hos Mediehuset Ingeniøren har vi oparbejdet en omfattende viden om vores læseres medie- og forbrugsvaner - og vi arbejder løbende på at opdatere denne viden. Et af vores centrale redskaber er Index Danmark, som er landets største og mest avancerede system til at måle og dokumentere danskernes medie- og forbrugeradfærd. Index Danmark kan også være et værdifuldt redskab for din virksomhed, når målgrupper skal kortlægges, markedspotentiale for produkter afklares og marketingkampagner tilrettelægges. 

af Dennis Roi Hansen, Analysekonsulent i Mediehuset Ingeniøren


24.000 danskere leverer årligt informationer til Index Danmark

Index Danmark administreres af analyseinstituttet TNS Gallup, som årligt interviewer 24.000 danskere over 18 år om deres medie- og mærkevareforbrug, deres interesser og holdninger samt deres demografiske karakteristika fx køn, alder, bopæl, uddannelse og indkomst. Personerne der interviewes til Index Danmark er således udvalgt, så de er repræsentative for Danmarks befolkning.

Alle informationer samles i en stor database, hvorfra det er muligt at gruppere og sammenkæde informationerne på kryds og tværs. Gennem en abonnementsaftale med Index Danmark/TNS Gallup (det er typisk de større medier og mediebureauer, der har sådanne) er det muligt for virksomheder at købe sig direkte adgang til Index Danmark-databasen og dermed få værdifulde oplysninger om sin målgruppes forbrugsmønster og medievaner mv. Mulighederne for at udtrække præcise informationer om helt specifikke målgrupper er særdeles omfattende. Af konkrete eksempler kan fx nævnes:

·         Hvor mange danskere over 40 år handler dagligvarer via internettet?

·         I hvilken landsdel er der flest brændeovne pr. indbygger?

·         Hvor mange penge bruger en dansker årligt på mobiltelefoni?

·         Har Jyllands-Posten flere læsere med egen bil end læsere af Berlingske?

·         Hvor mange af Ingeniørens læsere overvejer at købe ny bil?

·         Hvilken form for indflydelse har man på jobbet i forbindelse med indkøb af software?

 

Da informationerne fra Index Danmark strækker sig tilbage til midten af halvfemserne og samtidig opdateres med nye data hvert halve år, er det endvidere muligt at følge udviklingen i danskerne forbrug, adfærd og holdninger over tid og dermed identificere udviklingstendenser.

Eftersom Index Danmark er en database med allerede indsamlede data, er det meget økonomisk fordelagtigt at få adgang til disse repræsentative data i forhold til ad hoc-analyser.

 

Værdifuldt redskab til dokumentation og analyse

Index Danmark anvendes bl.a. af medie- og reklamebranchen samt en række annoncører og virksomheder. Indekset er et værdifuldt værktøj i udarbejdelsen af bl.a.  målgruppebeskrivelser, identifikation af markedstendenser, fastsættelse af kampagnemålsætninger, udvikling og optimering af mediestrategier samt kampagne-effektmåling mv. I praksis er Index Danmark opdelt i 3 under indeks, som giver mulighed for forskellige typer af viden.

·         Marketingindekset

·         Medieindekset

·         Business-to-Business-indekset

 

Marketingindekset – bliv klogere på din målgruppe

Udover demografiske standardkriterier som køn, alder, uddannelsesniveau, bopæl og beskæftigelsessituation osv. finder man her en anseelig mængde informationer om danskernes kommercielle adfærd inden for bl.a:

·         Indkøb

·         Besiddelse af produktet

·         Kendskab og loyalitet over for langvarige eller kortvarige produkter/mærker/medier

 

Herudover rummer marketingindekset informationer om danskernes fritidsinteresser, deres holdninger til politik og samfundsudviklingen samt deres egen omgangskreds mv. Ved at sammenkoble og krydse disse informationer er det muligt at identificere specifikke målgrupper i forhold til målgruppens størrelse, hvilke behov der kendetegner målgruppen, og hvordan målgruppens markedspotentiale ændrer sig over tid.

 

Medieindekset – hvem læser hvad?

”Rygraden” i Index Danmark er medieindekset. Her måles de officielle læsertal for dagblade, ugeblade, magasiner og distriktsblade. Ved at sammenkoble informationer fra medieindekset med marketingindekset er det muligt at supplere læsertallene med brugerprofiler. Brugerprofiler kan således give detaljerede beskrivelser af, hvad der kendetegner læserskaren for hvert enkelt medie fx i forhold til demografiske standardkriterier, politiske holdninger, indkøbsindflydelse samt interesse for at læse om forskellige emner. Denne viden er selvfølgelig relevant for de enkelte mediers redaktioner, men i lige så høj grad også for mediernes annoncører, som derved får værdifuld indsigt i, hvilket medie der er det bedste til at nå en given målgruppe.

 

B-t-B-indekset – her finder du erhvervslivets attraktive beslutningstagere

Index Danmark indeholder også et Business-to-Business-indeks med information om de erhvervsaktives karakteristika, dispositioner og indkøb. Ud fra disse informationer kan virksomheder identificere en række eksklusive målgrupper af beslutningstagere med henblik på lancering af nye produkter og kampagner.
Informationerne fra B-t-B-indekset kan selvfølgelig også krydses med medieindekset for at få B-t-B-profiler på et medies læserskare.  Ofte vil der være tale om nichemålgrupper, der ”kun” omfatter få procentdele af mediernes læsere. Men da der er tale om nogle af landets mest indflydelsesrige og købestærke beslutningstagere, er der økonomisk set et stort markedspotentiale i at aktivere disse læseres opmærksomhed gennem omtale og annoncering i de relevante medier.

 

Du kan også få udbytte af Index Danmark

Når strategiske og taktiske beslutninger skal træffes, er den dybdegående og detaljerede viden om danskerne som Index Danmark kan levere et must. Og det uanset om man vil have mest muligt ud af sit annoncebudget, eller man vil kende potentialet for eventuelle nye forretningstiltag.

Her hos Mediehuset Ingeniøren vil vores analyseafdeling meget gerne hjælpe dig med at lave netop de kørsler, der vil være interessante for dig. Det er selvfølgelig ganske gratis for annoncører.

Arbejder din virksomhed sammen med et mediebureau, kan mediebureauet typisk også hjælpe dig med data og analyser fra Index Danmark. Du kan også vælge at tegne et abonnement direkte hos Index Danmark og dermed give din virksomhed mulighed for selv at udtrække data, lave kørsler og analysere data efter behov.

Mens Index Danmark varetager den officielle læsertalsmåling af landets mange printmedier, foregår den officielle måling af brugertal for internetmedier gennem Foreningen af danske internetmedier (FDIM).  FDIM har etableret et samarbejde med det internationale analyseinstitut Gemius, som har opbygget et medie- og marketingindeks med mulighed for at lave målgruppe- og profilanalyser af brugerne af danske hjemmesider.  

 

Er du interesseret i at høre mere om, hvad du kan få ud af Index Danmark, eller vil du vide mere om, hvordan du bestiller dine egne kørsler, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os.

 

Tags: