Mobil markedsføring har et enormt potentiale
Mobil markedsføring har et enormt potentiale
En ny amerikansk undersøgelse fra Flurry Analytics viser, at amerikanske onlinebrugere bruger 23% af deres medietid på mobilen, mens de amerikanske virksomheder kun spenderer 1% af deres markedsføringsbudget på mobile kampagner. Dette misforhold vidner om et enormt uudnyttet potentiale – også i Danmark.
Det er ikke ligegyldigt, hvordan man tager sig ud på de mobile platforme. Tværtimod. Hvis man vil engagere potentielle mobilkunder, skal virksomhedens website være optimeret til mobilbrug. Ellers kan det have en direkte negativ effekt. Hele 57% af brugerne i en undersøgelse foretaget af Google, siger, at de ikke vil anbefale en virksomhed, hvis dennes mobilsite er dårligt designet/optimeret, og 40% er gået direkte til konkurrenters mobilsite, hvis de har haft en utilfredsstillende oplevelse.
Et website optimeret til mobilbrug skal være anderledes end det, der bruges på en desktop. Det skyldes ikke kun størrelsen, men også, at mobilkunder forventer en helt anden oplevelse, når de bevæger sig fra desktop til mobil platform. Tempo og brugervenlighed er vigtigt, og flere store virksomheder er nu gået over til at lave deres website designs til mobilen først. Rejsesiden, Kayak.com valgte ligefrem at re-designe deres desktop website med tanke på at spejle den mobile oplevelse. Resultatet var højere konverteringsrater og hurtigere transaktioner, fordi designet fokuserede på højt tempo og brugervenlighed.
Også på Version2 var den mobile oplevelse i centrum, da sitet sidste sommer blev relanceret. Målgruppen af it-professionelle er aktive mobilbrugere, og på Version2 møder de i dag et medie, der er designet til moderne touch-phones med fuld mulighed for at læse nyheder og blogs, deltage i debatten og se video og gallerier. Erfaringen er, at nogle brugere i dag benytter mobilen som deres primære indgang til Version2, og derfor er det en væsentlig platform at huske på, når man vil ud med budskaber.
Læs mere om undersøgelsen på www.themobileplaybook.com

